Ingen ved det..

Pigen du ser på billedet, er mig. Jeg ser da meget glad ud. Det er jeg sådan set også, har en dejlig familie, en dejlig kæreste og nogle dejlige venner og veninder. Men indeni, har jeg ar. Ar fra da jeg var mindre. Fra 3. til 6 klasse. Vi havde en lærer, som i starten var meget sød og sjov. Men da jeg blev ældre synes jeg ikke han var så sød og sjov mere. Han ville hele tiden have vi skulle side på hans lår, helt tæt ind mod ham, når vi skulle have hjælp i matematik. Og hver gang vi gik væk fra ham, gav han os et lille klap i numsen. Han ''tog'' på os. Det gik nok mest ud over mig, og 3 andre piger i klassen. Det endte med at jeg aldrig gik op til ham, for at få hjælp. Fordi jeg vidste at vi skulle helt ind til ham. Jeg blev dårligere og dårligere. Lavede aldrig lektier, fordi jeg kunne ikke finde ud af det. Lavede aldrig mine afleveringer, fordi jeg ville ikke op til ham for at aflevere dem. Han begyndte også at sige til min ene veninde, at han kunne se hun var ved at få bryster, også håbede han at hjernen voksede med. Hvad er det for noget at sige til en lille pige?  

- Der var også en dag, hvor jeg havde en trøje på som var en lille bitte smule åben i siderne. Så trak han mig til side, og sagde at jeg skulle passe på med hvad jeg spiste, fordi jeg var ved at blive lidt småfed. Til sidst kunne vi seriøst ikke mere. Det var gået over gevind. Vi sagde det til vores forældre, og de forstod hurtigt hvorfor vi næsten aldrig lavede lektier i matematik. De skrev et brev til skoleinspektøren, men han gjorde ikke rigtig noget. Han sagde bare at læreren ikke måtte kontakte os. Jeg synes ærligtalt, han skulle fyrres. Uden pis. Man tager ikke på børn, seriøst... Men der var en dag i skolen, hvor vi skulle til at have musik. Hvor han så kom hen for at snakke med mig, selvom det måtte han ikke. Han sagde at jeg skulle, men jeg sagde fra. Jeg sagde virkelig fra! Jeg gad ikke snakke med ham, han havde jo ødelagt mig helt. Han er grunden til at jeg er så pisse dårlig til matematik, og jeg vil nok altid være det. Han har ødelagt det for mig. Jeg var engang god til matematik, jeg forstod det hele. Fordi jeg prøvede at forstå dengang! Men så kom han, og ødelagde det. Han gjorde at jeg ikke engang gad at prøve. Og jeg prøver virkelig at forstå det, den dag i dag. Men jeg glemmer det så hurtigt igen. Forstår ikke hvad jeg skal gøre, og går i sort. Og når jeg så endelig forstår noget af det, så er jeg bange for at sige mine resultater op for klassen, fordi jeg er bange for det er forkert, også alle vil grine af mig. Selvom det ved jeg de ikke vil gøre, men det er jeg stadig rigtig bange for. Just sayin'.